
Småspeidarane var på døyra mi ein ettermiddag. Selde lodd for blinde hunder fortalde dei. Da e`no berre svindel, sa eg til speidarungane. Blinde hundar får aldri attende synet same kor mykje pengar dykk samlar inn. Eg var nær ved å smelle døyra att, men så hugsa eg den blinda merra vi hadde på garden i mi ungdom. Eg fortalde ungane om merra so hadde vorten blind, vi måtte berre slakta ho. Da e`ikkje enkelt å slakta og hengja opp ein hesteskrott fortalde eg, nei samtides so gardsguten slog han i hovudet med ein slegge for far min under buken på merra og snitta opp magjen på ho. Da vart so innvoller, blod og tarmar klaska i bakken, jau stanken va no fel. So vakla merra over ende. Dau va ho. Speiderungane stirde på meg med store auge, nokre av dei hadde vorte kvit i anleta. Dei hadde nok forstått at dei hadde vorte lurt til å selgja lodd for blinde hundar. Men eg følte no at det va riktig av meg å fortelja denne historia, ein ska ikkje lura småunger berre for at ein ska tjene nokre kronar.
